Menu Søg

Ledig praktikantstilling – Frist 23 JAN

GL. HOLTEGAARD SØGER EN UNIVERSITETSPRAKTIKANT TIL FORMIDLING

Har du flair for formidling og lyst til at prøve kræfter med kunsthallens formidlingsarbejde?

Gl. Holtegaard søger en praktikant til foråret 2019. Du vil indgå i kunsthallens generelle formidlingsarbejde med særligt fokus på udvikling af læringsforløb og -materiale til udstillingen CIRKUS (arbejdstitel) som vises i efteråret 2019.

OM DIG
Du er i gang med en universitetsuddannelse i Kunsthistorie. Du har indblik i moderne kunst og samtidskunst samt interesse for formidling med børn og unge som målgruppe. Det er en fordel, hvis du også har indblik i barokken som stilperiode. Du formulerer dig godt mundtligt og på skrift med blik for modtageren.

OM OS
Kunsthallen Gl. Holtegaard har til huse i arkitekt Lauritz de Thurahs smukke barokanlæg fra 1756. Kunsthallen viser primært samtidskunst, men historien og det særegne sted spiller en vigtig rolle for udstillingsprofil og formidling, idet samspillet mellem historie og samtid giver mulighed for at forstå det nye med det gamle – og det gamle med det nye. Vi producerer og co-producerer 3-4 udstillinger om året i hovedhus og barokhave. Hertil kommer løbende aktiviteter og events gennem hele året. Du kan læse mere om os på www.glholtegaard.dk

VI TILBYDER
– indblik og praktisk erfaring med arbejdet i en moderne kunsthal
– mulighed for at bruge din faglighed i praksis
– indsigt i formidlings- og læringsområdet
– Sparring og feedback på dit arbejde
– Du vil indgå som en del af et lille og engageret team af medarbejdere, med særlig tilknytning til stedets formidlingsansvarlige.

PRAKTISK
Praktikken er ulønnet. Arbejdstiden aftales og koordineres i forhold til din uddannelse, men vi vil foretrække, hvis du kan arbejde min. 20 timer/uge. Arbejdspladsen vil være på Gl. Holtegaard. Transporttid til kunsthallen fx med bus fra Nørreport er ca. 30 min.

ANSØGNINGSFRIST
Onsdag d. 23. januar 2019

Send din ansøgning samt CV til mgun@rudersdal.dk. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte formidlingsansvarlig Maja Gro Gundersen på tlf. 4580 0878 eller ovenstående mail.