Ulrik Heltofts udstilling præmieres

Ulrik Heltoft, 'HOC COH (As Far as the Eye Can See)', 2016. Videostill
Legatudvalget for Billedkunst har netop præmieret hans udstilling på Gl. Holtegaard 7 FILM, ET FOTO OG EN NÆSE AF SØLV med kr. 50.000
Udvalget udtaler i begrundelsen:
Elegance uden dekadence, tricks uden manér.
Hvordan viser man såkaldt videokunst i et palæ fra midten af 1700-tallet komplet med park, paneler, parket og små stuer en suite? Det gør man sådan her!
Man mørklægger alle vinduer med flamingoplader og skærer med jævne mellemrum et passende rundt hul. Så har man pludselig alle de black cubes, man kan ønske sig og samtidig et panoramisk bølgende live-feed – spejlvendt og på hovedet – af barokhaven udenfor. Således kan en unavngiven beskuer midt i kontemplationen af det diasværk, der koldblodigt er projiceret ovenpå projektionen, konstatere: Dér er mit barn. Noget der med al ønskelig tydelighed viser storheden i grebet; ’camera obscura’ det tungeste tunge administreret let og elegant – som om det var intet, selvom netop dét er sin sag: Ældre værker indlejret i hinanden og i det nye og i den arkitektur, der langt fra er ny. Hvilket vil sige i konteksten, i situationen, i den barokke hverdag. Mesterligt.
Med nøje afmålthed i alle virkemidler, inklusive sokler af flamingo og sort-beklædte video-bænke (grimt ord) gør Ulrik Heltoft meningen med techno-fims begribelig for enhver og viser en vej for et filmkunstnerisk virke hinsides iPhones ”levende billeder”. Det kan han måske gøre netop, fordi han selv er lidt af en ’poser’. Det er en delikat balanceakt, når kunstneren møder sig selv som skuespiller, neandertaler for eksempel, i et filmisk univers, der langt fra er performance, men som heller ikke ikke er det.
Eller sagt på en anden måde: Selvom udstillingen 7 film, et foto og en næse af sølv og i det hele taget Ulrik Heltofts praksis er uvant symboltung, signalerer det ’bad ass’ B&O 4k tv, han har mokket ind i udstillingens vel nok mindst rum, at projektet er ladet med afmålt (selv)ironi.
I perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019 består udvalget af følgende: Udvalgsformand og billedkunstner Søren Taaning, billedkunstner Ane Mette Ruge, billedkunstner Eva Steen Christensen, kunsthistoriker og kurator Jakob Fabricius og billedkunstner og kurator Mikkel Carl.