Menu Søg

GAN / CLAUSEN / LÉGER

- iscenesat af Maiken Bent

27 aug 2021 – 9 jan 2022

Gl. Holtegaards store efterårsudstilling GAN / CLAUSEN / LÉGER i 2021 præsenterer tre banebrydende modernister: svenske Gösta Adrian-Nilsson også kaldt GAN (1884-1965), danske Franciska Clausen (1899-1986) og franske Fernand Léger (1881-1955). Udstillingen viser hovedsagelig værker fra 1920’erne i de år, der fletter de tre skæbner sammen. Værker af GAN og Franciska Clausen belyser de to skandinaviske kunstnere i nyt selskab med hinanden. Indlån af Fernand Léger er bindeled mellem GAN og Clausen og agerer et pejlemærke, der sætter værkerne i et vigtigt kunsthistorisk perspektiv.

GAN og Franciska Clausen møder begge Fernand Léger i 1920’ernes Paris. Deres motiver kredser om opstillinger og scener med geometriske grundformer, maskinelle genstande og mennesket som omdrejningspunkt i industrialiserede, konstruktivistiske opløsninger. Både GAN og Franciska Clausen bliver pionerer for abstrakt kunst på den internationale kunstscene i disse år.

Udstillingen bliver sat i scene af den danske billedkunstner Maiken Bent (f.1980), der vil producere et design, der skal fungere som en lup, der perspektiverer sammenhængene mellem de tre modernister og deres arbejde. Maiken Bent arbejder med skulptur og installation og har en formel forkærlighed for metalliske materialer – eksempelvis værktøj som karabinhager, kæder og skruer – men hendes arbejde kredser også om det geometriske formsprog, hvor cirklen, kvadratet og cylinderen ofte dukker frem i hendes værker.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst støtter Gl. Holtegaards udstillingsprogram

Augustinus Fonden støtter Gl. Holtegaards udstillingsprogram 2021