Menu Søg

MAD

19 aug 2022 – 29 jan 2023

MAD er en udstilling som handler om mad, afbilder mad og består af mad. Udstillingen vil præsentere værker fra såvel barokken som i dag, der alle har mad som emne og motiv.

Gl. Holtegaard har inviteret de fire danske samtidskunstnere; Rolf Nowotny, Emily Gernild, Silas Inoue og Anna Stahn til at bidrage til MAD. De fire kunstnere skaber værker særligt til udstillingen, hvori de forholder sig til samtidens madkultur, men også tager afsæt i udstillingens barokke værker.

Verden har været vidne til en gastronomisk renæssance i løbet af de sidste femten-tyve år. Mad er blevet en matrix for underholdning, sundhed og livsstilsvalg, og ikke mindst er mad blevet et politisk omdrejningspunkt, der i stigende grad placerer fødevarer højere og højere på politikernes dagsorden.

Som følge af tidens ufravigelige fokus på mad afspejler kunst- og restaurations-scenen også denne udvikling. Her udfolder sig i disse år et mekka for oppulente, kunstneriske og tværæstetiske madoplevelser – oplevelser, der rækker langt ud over maden alene. Flere og flere kunstnere, designere, scenografer m.fl. skaber oplevelser omkring måltidet, hvor kunst og mad smelter sammen i nye, eksperimenterende, outrerede sanseoplevelser med mad som omdrejningspunkt

Det er kunsthallens ambition at præsentere ny såvel som ældre billedkunst, der aktualiserer historien og perspektiverer den tid, vi lever i i dag. Kunsthallens placering i Lauritz de Thurahs historiske barokanlægs bygninger og udendørs arealer udgør en integreret del af kunsthallens udstillingsprofil og gør en udstilling som MAD selvsagt.

Et af barokmaleriets helt store omdrejningspunkter er mad. Barokkens motiver af mad ses både som kompositioner, hvor mennesker og mad skildres i teatralske, svulstige scener, og som stilleben-motiver, hvor maden er arrangeret i iscenesatte tableauer. Begge typer har de allegoriske billedfremstillinger af memento mori-motivet til fælles. Det er skildringer af livets overflod og dødens nærhed; af ekstravagance og dekadence; af det kaotiske, bizarre og foranderlige.

Disse karakteristika for barokken som epoke og stil spejler sig på mange måder i vores egen samtid. Vores forhold til mad i dag kendetegnes også ved modsætningsforhold som er nærtbeslægtede med barokkens: rigdom og fattigdom; liv og død; luksus og mådehold.

Gl. Holtegaards udstillingsprogram 2022 er støttet af:
Augustinus Fonden og Statens Kunstfond

15. Juni Fonden støtter Gl. Holtegaards udstillingsprogram 2021-2023